Forældrebrev

Dette er et eksempel på, hvordan du kan informere klassens forældre om ‘Den narrative praksis’ inden opstart.

Kære forældre.

Jeg skriver til jer, for at fortælle lidt om ‘Den narrative tilgang’, som jeg har valgt at bruge i undervisningen. Det gør jeg, for at I får et indblik i, hvordan vi arbejder i klassen, men også i håb om, at I bliver inspireret til at bruge dele af tilgangen derhjemme sammen med jeres børn.

Gennem den narrative tilgang i undervisningen, arbejder vi med fortællingen. Ikke de store grundfortællinger om prinsen og prinsessen, Thor og Freja eller andre klassikere, men om elevens fortælling om sig selv, og om klassens fællesfortælling. Teorien bag siger, at vores identitet skabes gennem det, vi kan fortælle om os selv.
Med den narrative tilgang, arbejder vi ud fra at den måde, der tales om barnet eller situationen på, er med til at påvirke barnets selvbillede, samt vores opfattelse af barnet.

Ud fra de fortællinger, vi selv og andre fortæller om os, skaber vi vores identitet. Jo flere gange en fortælling bliver fortalt, jo mere opfatter vi den som en del af os selv.

I undervisningen betyder den narrative tilgang, at vi arbejder i forskellige niveauer, hvor jeg starter med at lave en meningsskabelse, for at børnene har en grundidé om, hvad vi skal i gang med og hvorfor, vi skal arbejde med det pågældende. Det kan fx. være en fængende fortælling om det emne, der skal arbejdes med.

Dernæst er der forskellige aktiviteter, som træner det samme område (fx. plus og minus, navneord m.m). Efter det skal børnene fortælle om, hvad de har lavet og derefter, hvad de har lært, og til sidst, hvilke færdigheder, de brugte til at tilegne sig det lærte. Til sidst skal eleverne bevidne hinanden. Bevidning betyder, at vi som mennesker, ser og lytter til, hvad et andet menneske fortæller, og giver respons på det, der bliver fortalt eller gjort.

I klassen betyder det, at de er hinandens vidner til det, de har lavet og lært. De skal derfor genfortælle hinandens fortællinger, for at de hver især får en stærkere egenfortælling.

I forhold til det sociale klassemiljø, arbejder vi med at se og forstå intentionen bag børnenes handlinger. Det gør jeg ved at spørge ind til, hvorfor de handlede som de gjorde, frem for at “dømme” handlingen. Jeg prøver ikke at finde en skyldig og et offer, men at forstå intentionen bag deres handling. Når intentionen er fundet, arbejder vi sammen videre med, hvordan barnet kunne have handlet i stedet. For dermed at give barnet nye handlemuligheder i lignende situationer.

Vi er altså alle med til at påvirke hinandens egenfortællinger. I er som forældre selvfølgelig også med i påvirkningen af jeres børns fortællinger. Her kommer derfor en række måder, I kan samtale med jeres børn ved brug af den narrative tilgang.

Som nævnt tidligere er det vigtigt at genfortælle, for at fortællingerne bliver stærkere. I nogle situationer vil børnene fortælle helt af sig selv, mens de andre gange har brug for at blive spurgt, for at kunne fortælle eller genfortælle.

Hvis I har lyst til at arbejde videre med det derhjemme, kan I spørge ind ved at stille en række spørgsmål. Efter en lang dag, kan det være svært for børnene at tænke tilbage og huske, hvad de har lavet. De har derfor brug for spørgsmål, der hjælper dem til at huske og fortælle.

Spørgsmålene starter med at være lukkede og meget konkrete, hvorefter de kan blive mere åbne og kræver, at barnet er meget reflekteret. Først starter I med at stille ja/nej-spørgsmål, for eksempel: “Har I været på tur i dag?” i stedet for “Hvad har I lavet i dag?”. Derefter enten-eller-spørgsmål: “Har I været på tur, eller har I været på skolen?”.

Til sidst kan spørgsmålet lægge op til flere svarmuligheder. For eksempel: “Har I været på legepladsen, på skolen, i ZOO eller i parken?”.

Når I får åbnet op for barnets hukommelse, kan I prøve at spørge meget åbent, for eksempel: “Hvad har du lavet i dag?”. Hvis barnet svarer “Det ved jeg ikke” eller “Det kan jeg ikke huske”, er spørgsmålet for åbent, og I skal træde et skridt tilbage og stille et mere konkret spørgsmål.

En anden måde I kan bruge ‘Den narrative tilgang’ på derhjemme, er ved at se på intentionen bag handlingerne. Meget frustration kan opstå, når vi ikke forstår hinandens handlinger. Vi vil i nogle situationer kunne undgå vrede og at skælde ud, hvis vi hjælper barnet til at forstå, hvordan barnet kan handle anderledes, frem for kun at fortælle, at handlingen var forkert.

Jeg håber, at I er blevet inspireret og er blevet klogere på, hvad den narrative praksis kan bidrage med, og at I har lyst til at dele ‘Den narrative tilgang’ med mig i arbejdet med jeres børn.
Har I spørgsmål eller kommentarer, er I meget velkomne til at kontakte mig.