Hvorfor narrativ praksis?

Vi ser mange grunde til, at arbejdet med narrativ praksis i skolen er meningsfuldt.
De 7 niveauer, som metode til opbygning af undervisningen, gør at undervisningen giver mening og skaber sammenhæng for eleverne, så de får lyst til at give sig i kast med arbejdet, og derudover også, at de oplever vigtigheden af et fællesskab, hvor man skal være aktivt deltagende i undervisningen.
For at kunne være hinandens vidner, skal eleverne deltage i aktiviteterne og være opmærksomme på hinanden.
Det at blive set for, hvad man gør, og hvad man inspirerer andre til, giver både lærere og elever en helt ny følelse af betydningsfuldhed for hinanden og fællesskabet. Det bliver identitetsskabende.
Det identitetsskabende element er vigtigt for at styrke elevens egenfortælling.
Når en elev har mange og forskellige fortællinger om sig selv og andre, har eleven også flere handlemuligheder, og dermed fundament for at blive mere rummelig. Dette sker på baggrund af elevens forståelse for forskelligheder, intentioner og værdier.
Både elevens egenfortælling, men også klassens fortælling, kan styrkes med den narrative praksis. Måske har du selv oplevet eller hørt fortællingen om
“problemklassen”. Klassen, der ikke har det bedste ry på lærerværelset, og som lærerne frygter. Netop dén klasse har brug for hjælp til, at få vendt deres fortælling, og det kan den narrative metode hjælpe med.
Håbet er, at når vi anvender den narrative tilgang allerede i indskolingen, vil der ikke længere opstå fortællinger om “problemklassen”, fordi klassens fællesskab og identitet styrkes, og der kommer fokus på de gode fortællinger.

Vi håber, at du har fundet ny inspiration, og at du har fået lyst til at læse mere, samt at integrere det narrative i din undervisningspraksis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar